Embodiment

"Embodiment"

For nogle år siden deltog jeg i et EU projekt, hvor vi gennemgik et læringsforløb svarende til et MIL valgmodul.

Emnet var Blended learning og foregik rent praktisk ved virtuelle debatter i Moodle, opgaveskrivning om emnet i grupper og en virtuel form for F2F undervisning i Second Life. - Aldrig før eller siden har jeg deltaget i en læringsproces som gjorde så dybt indtryk på mig både fagligt og personligt!

F2F undervisningen i Second Life foregik 2 gange ugentligt kl 20-22 under hele forløbet (6 ugers varighed). Vi mødte her op i form af vores avatar på det aftalte sted i Second Life, blev placeret i forskellige virtuelle møbler sammen med avatarerne fra vores grupper og fulgte så de faglige oplæg fra vores 2 undervisere. Oplæg baseret på en skøn blanding af powerpoints, video og praktiske øvelser. Hele tiden med mulighed for, at vi ,de lærende, kunne kommentere og spørge i chatten sideløbende. Underviserne var fantastiske til at opfange de spørgsmål og kommentarer, som kom op under deres oplæg og implementere dem i deres oplæg, og det var ligeledes muligt for deltagerne at byde ind på hinandens kommentarer og spørgsmål.

Sideløbende foregik der en heftig debat i Moodle omkring forskellige emner relateret til Blended learning og vi fik i grupperne skrevet en opgave om emnet. 

Da forløbet var afsluttet, var jeg slet ikke færdig med at udforske den 3D verden som læringsteknologi - og det er jeg fortsat langt fra.

Jeg sprang derfor hurtigt til, da jeg fik tilbud om at købe "Wonderful Denmark" i Second Life, og det er her jeg nu afprøver forskellige muligheder ift at anvende mediet til undervisning og bl.a har holdt kursus for mine kolleger i brugen af dette medie.

I forbindelse med ovenstående er jeg blevet meget interesseret i begrebet Embodiment - i denne forbindelse forstået som den kropslige påvirkning/erfaring vi gør os, når vi agerer gennem avatarerne.

Fx får jeg en helt særlig oplevelse, når jeg rider på hest i Second Life - til stor forundring for min omgangskreds, som ved, at jeg ALDRIG i Real Life ville sadle en hest! Men i Second Life stiger jeg glad til hest, og oplever hvordan rytmen fra hestens bevægelser forplanter sig i min krop, og når jeg tager på springbanen og skal forcere forhindringerne, så oplever jeg, hvordan jeg helt automatisk retter op og spænder op i kroppen og ligesom følger bevægelsen over forhindringen indtil vi lander på jorden igen og kroppen afspændes påny.

I afasiundervisning er dette særlig interessant. Sprog læres gennem erfaring, og da mange afasiramte er fysisk begrænsede grundet lammelser i arme og ben, er deres muligheder indskrænkede. I den 3D verden har de ingen fysiske begrænsninger, og kan hermed komme frit rundt og interagere og kommunikere med andre.

For nylig tilbragte jeg en lille stund i Second Life med en afasiramt. Vi gik ned til havnen i Wonderful Denmark. Her fandt han en grøn Puch Maxi med en mælkekasse bagpå (nok et jysk fænomen). Han satte sig på den fine Puch Maxi og drak en virtuel øl fra mælkekassen, og pludselig blev der rum for en meget fin dialog om ungdommens knallert og andre fornøjelser.

Jeg er langtfra færdig med at udforske mulighederne for afasiundervisning i Second Life, men jeg bliver stille og roligt klogere på fænomenet...

Og hvis nogen af jer har interesse i at udforske Second Life som medie til jeres undervisning, så må I meget gerne komme på besøg i Wonderful Denmark. 

" Geografisk spredning - Er blogging løsningen på vidensdeling?"

" Geografisk spredning - Er blogging løsningen på vidensdeling?"

Har alligevel fået mod på dette nye og for mig ukendte univers.

Er jo egentlig en fantastisk mulighed for at dele mine tanker, ideer og refleksioner i forbindelse med mit arbejde med andre. - og det endda i en slags "ordet er frit" form, hvor jeg kan lade spontaniteten råde og udtrykke mig personligt og frit og herigennem få sat ord på de overvejelser, som jeg går og gør mig.

Så måske ender jeg med at blive bidt af det og får måske endda så meget mod på det, at jeg begynder at dele mine indlæg offentligt og ikke kun i denne "beskyttede" MIL gruppe. Hvem ved, men man skal jo lige kunne kravle før man kan gå... 

Har overvejet, hvilke muligheder jeg finder for anvendelse af blogs i min arbejdspraksis, og tænker at der kunne være muligheder i at bruge den til vidensdeling og indblik i hinandens daglige praksis.

I mit team(afasiafdelingen) er vi ca 11 talepædagoger, som er spredt geografisk over hele Region Nordjylland fra Skagen i nord til Hobro i syd, og som kun mødes til møder på Taleinstituttet ca hver 3. Uge.

På grund af den geografiske spredning er det ofte svært at holde sig orienteret om, hvad de andre egentlig er optaget af lige nu. Hvilke projekter de har igang samt hvilke nye ideer og tanker de gør sig. 

Eneste måde lige nu at gøre dette på, er at sende en fælles mail til sit team, og det falder for mange slet slet ikke naturligt at bruge den kanal til at informere om ovenstående. 

Udover mine udrednings- og undervisningsopgaver, er det ligeledes min opgave at holde mine kolleger i teamet orienteret om nye muligheder ift IKT. På nuværende tidspunkt er de meget interesseret i at få iPads integreret i undervisningen, og jeg søger løbende at introducere dem for nye Apps, som kan være anvendelige ift kompensation eller læring for vores målgruppe. 

Til dette formål har vi oprettet en mappe på serveren, hvor de kan læse om de Apps, som jeg løbende beskriver derinde. 

Men AK! Ovenstående metoder til at orientere hinanden og dele viden og erfaringer, er jo helt oldnordiske og blottet for en hver form for interaktion og dialog. - Kunne bloggen som medie eventuelt hjælpe mig til at udvikle og forbedre min nuværende praksis på det område? - Ja, det tror jeg faktisk, at den kan!

Kan dog samtidig høre sukkene fra mine kolleger ift, at jeg byder dem at skulle orientere sig i et nyt medie og endda forventer, at de er aktive i en reflekterende dialog over egen praksis!

Når jeg alligevel tror på ideen, så er det fordi jeg tænker at introducere den på anden vis.

Jeg planlægger at oprette en blog "Apps til brug i undervisning og kompensation for afasiramte" og maile dem URL (afasiapps.blogspot.com) på denne og henvise til, at det er her de fremover kan hente information om Apps til brug i undervisningen, samt at spørgsmål til emnet bedes stillet i dette forum. 

At bruge blog til dette formål, vil udvide mine muligheder for at inspirere og motivere dem til brug af nye Apps, da jeg i bloggen får udvidet mine muligheder for at beskrive og illustrere brug af nye Apps.

Tanken er så, om de ved at opleve, hvilken dialog vi kan have om emnet får mod på selv at blogge om de ting de går og pusler med.

Svaret får vi ikke i dette modul, men jeg er fyldt af forventning ift at komme i dialog med mine kolleger omkring emnet frem for envejs kommunikation....

Frustration - Er blogs en anden generations udtryksform?

Frustration - Er blogs en anden generations udtryksform?

Indrømmet.....

Denne opgave, om at skulle skrive minimum 3 blogindlæg, kastede mig ud i en akut skriveblokade.

Tænkte...

Nu venter jeg lige og ser, hvordan mine kære MIL medstuderende griber denne opgave an, så bliver jeg sikkert inspireret.

Og inspireret blev jeg, men ak også langt mere frustreret, for tilgangen til at blogge er vidt forskellig, og jeg havde pludselig svært ved at finde sammenhæng mellem den læste litteratur og den mangfoldighed af udtryksformer, som åbenbarede sig for mig på MILS Google gruppe - Forresten et fantastisk initiativ Ture! - Det skaber et super godt overblik over hele holdets blogs! - og sikke en aktivitet! Min elskede iPhone bipper konstant med besked om nye spændende indlæg, som jeg læser med stor interesse.

Havde så en snak med min skønne 16 årige datter her til morgen, hvor jeg luftede min frustration ift den stillede opgave. Hendes holdning var ganske enkelt, at blogs jo ikke var min generations udtryksform, så måske var det derfor, at jeg fandt det svært!!!

Hm...

Måske har hun ret, måske ikke, men den måtte jeg ihvertfald reflektere lidt over.

Relateret til min daglige arbejdspraksis, giver det faktisk helt god mening.

Min primære målgruppe(afasiramte) er oftest +50. 

Jeg underviser en gruppe af disse via vores kommunikations- og læringsportal for afasiramte. På denne portal, er der under den enkeltes profil mulighed for at oprette blog indlæg. De introduceres til dette på det kursus, hvor de lærer at anvende portalen som redskab til kommunikation og læring.

Efterfølgende bruger de fleste alle de funktioner, som de er introduceret til, men bloggene - Ja de står gabende tomme!!!

Jeg tænker så:

1) Om jeg ikke får introduceret dem godtnok til lige netop den funktion?

2) Om deres skriftsproglige vanskeligheder gør brugen af lige netop denne funktion særlig vanskelig?

3) Om de ikke kender begrebet blogs og derfor slet ikke ved, hvad de skal bruge denne funktion til?

Eller ... om blogs bare ikke er deres generations udtryksform, og de måske slet ikke kan identificere sig med at "blotte" deres tanker i et åbent forum????

Velkommen til Pias blog